Én rejse — én bestilling
Rejsende kommer til at opleve en enklere adgang til den kollektive trafik. Planlægningen sker ét sted, nemlig på Rejseplanen.dk.
Fordelen er, at der betales kun én gang, og at der kun skal bruges én billet. Alt sammen giver det oplevelsen af den kollektive trafik som en samlet enhed — også på tværs af trafikselskaberne.
Flexture forbinder adresse med stoppested
Med trafikselskabernes Flexture sikrer vi, at borgere kan komme fra en adresse til en anden – ikke bare fra stoppested til stoppested, men helt ud i yderområderne, hvor den traditionelle kollektive trafik ikke dækker. Dermed smelter alle de traditionelle, kollektive trafiktilbud sammen til en samlet rejse, uanset hvor rejsen starter og slutter.
Individuelle rejser — individuelle løsninger
Ved at udnytte den store erfaring, som FlexDanmark har i at koordinere trafikselskabernes individuelle befordringsordninger, tilpasses rejsen, så borgeren har mindst mulig ventetid ved skift mellem flextrafik og traditionel kollektiv trafik. Det betyder, at den samlede rejse- og ventetid bringes ned, og at den kollektive trafik bliver endnu mere attraktiv for borgere i yderområderne.
Tryghed på rejsen
Afviklingen af den kollektive trafik bliver overvåget i realtid. Dermed kan borgere tilbydes rejseinformationer under rejsen. Fx i form af:
- Vejledning ved skift mellem kollektive trafiktilbud
- Information om forsinkelser
- Sporændringer
- Ændringer i afgangstidspunkter
Hvis der er afgørende ændringer på rejsen, oplyses borgeren om alternative forbindelser, så den samlede rejse bliver så tryg som muligt, uanset om der er forhindringer undervejs eller ej.
Designet til yderområder — til gavn for alle
Plustur er først og fremmest designet til at skabe bedre muligheder for at bruge den kollektive trafik for borgere, der bor i yderområderne. Men løsningen kommer også alle andre rejsende med den kollektive trafik til gode.
Plustur — kort fortalt
- Én indgang til planlægning af rejser fra adresse til adresse via rejseplanen.dk.
- Én betaling for hele rejsen og én billet
- Øget tryghed på rejsen i form af løbende informationer om rejsen, vejledning om skift og oplysninger om forsinkelser og alternative forbindelser, hvis det er nødvendigt.
- Konstant opdaterede flextrafik-informationer pga. realtidsovervågning af al kollektiv trafik i Danmark